Lad nedfaldne blade og grene ligge i haven. Ikke alene er det med til at binde CO2, men havens insekter vil elske at bo eller spise de nedfaldne blade, mens solsorten og havens andre fugle vil hygge sig med at rode rundt i bladene efter insekterne, og så kan de nedfaldne blade jo beskytte sarte planter mod vinterens kulde.
Hvis du vil rive dem sammen, så lad være med at køre dem væk. Læg dem i et hjørne af haven, så kan insekter og fugle stadig få nytte af dem og som bonus vil du næste sommer have det skønneste muldjord, da bladene vil blive omsat af orme og andre insekter.