Kære Klimapartner - og andre som læser med
Så blev det 2025 – Vi håber, I har haft en god jul og er kommet godt ind i 2025.
2024 var et travlt, begivenhedsrigt, inspirerende, udviklende, udfordrende og sjovt år.
Vi gik fra 32 til 54 klimapartnere. Vi fik en Handletank. Vi var ude og møde borgere og virksomheder med klimavognen ved 13 begivenheder. Vi fik taget godt hul på arbejdet med 22 ansøgninger om solceller og vindmøller i kommunen. Vi arbejder i projekter med omstilling af de kommunale køretøjer og med grønne besøg hos virksomheder. Vi fik en Facebook- og en LinkedIn-side for Den Store Klimarejse. Vi fik en grøn trepart. Byrådet traf beslutning om, at vi skal plante 64.000 træer i de kommende år. Og meget, meget mere. Vi ved, at I får rigtig meget til at ske mellem jer som klimapartnere, og at I skubber til jeres samarbejdspartnere. En stor tak til jer alle for samarbejdet og jeres bidrag. Handling er noget vi skaber sammen, og kun sammen kan vi lykkedes med den grønne omstilling og arbejdet hen imod de ambitiøse klimamål.
Og i ægte nytårsparolestil skal vi nu se fremad mod 2025 og ikke hvile alt for meget på laurbærrene 😊
Hvornår mødes vi i 2025?
Vi kender allerede nogle datoer, og vi håber, at I vil holde kalenderen åben, indtil den officielle indbydelse lander hos jer:
- Klimapartnerskabsdag bliver fredag d. 7. marts
- Madevent – Løkken Hallen d. 15. marts
- Klimabustur – I og omkring Hirtshals. d. 22. maj
- Inspirationsoplæg - september
- Goddag og farvel til det nye og det gamle byråd – december
Dertil kommer der som vanligt forskellige aktiviteter og rundbordssamtaler, primært på initiativ fra jer. Datoer meldes ud løbende.
Den grønne trepart
Den grønne trepart kommer til at fylde rigtig meget hos flere af os klimapartnere i 2025. Det har været vigtigt for byrådet, at arbejdet med den grønne trepart skal ses i sammenhæng med den opgave, vi sammen har påtaget os i klimapartnerskabet. Derfor kommer I også til at høre mere om treparten, når vi mødes.
I Hjørring Kommune har vi fået en lidt større rolle. Vi er nemlig blevet sekretariat for den lokale grønne trepart, ’Hovedvandopland Nordlige Kattegat og Skagerrak. Den dækker et areal, som rækker ind i Frederikshavn, Læsø, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted, Aalborg, Rebild, Mariagerfjord, Randers og Hjørring Kommuner.
I Hjørring Kommune har byrådet besluttet at supplere arbejdet i den store geografi med en lokal Hjørring Kommune trepart. Det gør vi for at kunne træffe gode beslutninger om, hvordan det åbne land i Hjørring Kommune skal forandres i de kommende år, og hvordan vi fra starten sikrer gode vilkår for, at planen kan gøres til virkelighed. Den lokale Hjørring-trepart kommer til at bestå af repræsentanter fra Agillix, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Metal Vendsyssel, DI Vendsyssel, Naturstyrelsen Vendsyssel, Hjørring Vandselskab og repræsentanter fra Hjørring Byråd.
Første opgave i den lokale Hjørring-trepart er at udarbejde en omlægningsplan for det åbne land i kommunen. Det skal ske fra februar og frem mod sommeren i år. Omlægningsplanen skal bidrage til, at lavbundsjordene bliver taget ud af markdrift, at vi får beskyttet vores drikkevand, og at vi får mere skov og sammenhængende natur. Alt dette bidrager til at nå målene i vores klimahandlingsplan.
Vi er helt sikre på, at vi kommer til at inddrage nogle af jer som klimapartnere i det arbejde, som vi skal i gang med. Er du nysgerrig på arbejdet med den grønne trepart, så kontakt os endelig.
Handletanken for Den Store Klimarejse
Det første tema er som bekendt mad og fødevarer.
Kornets Hus, Meyers Madhus og øvrige aktører har sendt et par ansøgninger afsted til at understøtte arbejdet. De første penge, der er kommet hjem til arbejdet, er fra Spar Nord-fonden. Fonden har bevilliget 408.366 kr. til madskoler for børn og familier. Det er Kornets Hus og Meyers Madhus, som står for at gennemføre madskolerne for børn. Det kommer til at foregå i løbet af efteråret 2025.
Lørdag, den 15. marts bliver dagen, hvor der sættes gang i en større indsats, som forløber fra 15. marts og frem til 29. april. Den 15. marts afholdes der et madevent i Løkken Hallen. Eventet skal efterfølges af en række arrangementer i perioden frem til den 29. april, hvor der vil være en række fællesspisninger. Den første fællesspisning er på plads.
Vi er sammen flere af jer i gang med planlægningen af eventet den 15. marts, og vi tænker på noget som smagsprøver – masterclasses – debatter, osv. For at vi virkelig kan rykke, har vi brug for mange og gode kræfter, så I får inden længe en konkret invitation med en opfordring til at blive en del af eventet.
Ændring af klimavaner - Vanebrud
Så er det nu din virksomhed, forening eller institution kan melde sig på banen til et ’Hverdagens Klimatopmøde’. Det handler om at give inspiration til at ændre klimavaner - egne og i fællesskabet.
Målet med Hverdagens Klimatopmøde er at gøre os lidt mere klimakloge og blive udfordret på en vane eller to med det mål at opdage, at man sagtens kan leve et godt og samtidig klimavenligt liv.
Find ca. 3 timer en eftermiddag eller aften. Tal med os om datoen. Invitere dine medarbejdere / foreningsmedlemmer /elever og gerne deres familier til hyggeligt samvær, måske med noget mad.
Kommunikation
I 2025 vil I komme til at opleve at kommunikationen bliver endnu mere levende forstået således, at vi kommer til at anvende videoformatet endnu mere. Videoformatet bliver blandt andet er format, vi kommer til at teste i forhold til de gode klimahistorier fra jer.
Følg Den Store Klimarejse på LinkedIn og Facebook, hvis I ikke allerede gør det.
Vi er begejstrede for det samarbejde, vi har med jer, og for det samarbejde, som vi kan se, sker mellem jer. Det er stærkt, og det er den måde, vi flytter noget på.
Kontakt os – som altid – hvis I har spørgsmål, ønsker, idéer, en god klimahistorie eller noget andet.
Vi glæder os meget til at få endnu meget mere til at ske sammen med jer i 2025.
Mange klimahilsner fra
Alle os - Jeres klimapartner Hjørring Kommune

