God Jul og godt nytår

Publiceret 19-12-2025

Kære Klimapartner - og andre som læser med

Vi kan begynde at se til ende på et spændende og travlt år for klimapartnerskabet og for klimarbejdet. Og vi vil derfor lade julefreden sænke sig og få hvilet ud, inden vi tager hul på et nyt spændende år.

God jul og godt nyt år til jer alle!

 

2025 - Året der gik

Marts:

  • Klimapartnerskabsdag hos Skallerup Seaside Resort med fokus på samarbejde mellem klimapartnere og netværk. Tankegang hjalp med afholdelse af dagen.
  • Grøn Madfestival, med kickoff i Løkken Idrætscenter. Der var mange klimapartnere med i planlægningen og afholdelsen, herunder SuperBrugsen Løkken, LOF, Kornets Hus, EUC Nord, Løkken Idrætscenter, Lønstrup CafeBio og Tankegang.

April:

  • Grøn Madfestival fortsatte med rundvisninger og fællesspisninger. Flere klimapartnere deltog i planlægningen og afholdelsen.

Maj:

  • Klima-køre-sammen-tur med besøg ved Nordsøen Oceanarium og Forskerpark, Lilleheden og Hotel Skaga
  • Naturmødet, hvor vi havde håbet på bål, men vejret drillede, først med tørke og siden med storm. Trefadder, Aurion og Arkitektfirmaet Hovaldt bidrog ved klimavognen med god dialog og inspiration – trods vejret

August:

  • Underskrivning af 9 aftaler og dermed velkommen til 19 nye klimaparterne. Vi gik fra 52 til 71 klimapartnere – og 3 mere er på vej.

September:

  • Afholdelse af Grøn Madskole for alle 5. klasser i kommunen. Også en del af grøn madfestival. Madskolerne blev afholdt på Kornets Hus i samarbejde med Meyers Madhus og venligst sponsoreret af SparNord Fonden

Oktober:

  • Inspirationsoplæg af professor Katherine Richardson på UCN. I en efterfølgende paneldebat deltog Nordværk, Trefadder, EUC Nord, Krone Vinduer, Nordsøen Ocenarium og Forskerpark, Aurion og VM-Landbrug sammen med Katherine Richardson

Tak til alle jer som deltog og bidrog.

Og derudover ved vi jo godt, at der foregår en lang række initiativer blandt jer klimapartnere. Tak for at skabe klimahandling! Det er jo det, klimapartnerskabet er til for.

 

Grøn Trepart

Der er nu vedtaget en omlægningsplan. Med vedtagelsen begynder det store arbejde med at få planen realiseret. Omlægningsplanen rummer for Hjørring Kommunes vedkommende 3505 ha lavbundsjord, 9 ha skov og 13.390 ha med naturpotentiale.

Bidraget til omlægningsplanen Nordlige Kattegat og Skagerrak er for Hjørring Kommunes vedkommende udarbejdet i tæt samarbejde med Hjørring Trepart, som består af Landboforeningen Agillix, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Industri Vendsyssel, Metal Vendsyssel, Fødevareforbundet NNF Nordjylland, Naturstyrelsen Vendsyssel, Hjørring Vandselskab og 5 repræsentanter for Hjørring Byråd. Der har i efteråret været afholdt lodsejermøder, hvor rigtig mange lodsejere bidrog med input til planen.

Grøn Trepart bliver også en vigtig del af den kommende klimahandlingsplan

 

Projekter for vedvarende energi

Der arbejdes med 21 solcelle- og vindprojekter, og vi ved at flere af jer er med i projekterne.

Et frontløberprojekt er på Villerup Hovedgård, hvor solcellerne er opsat og produktionsklar. Der er også arbejdet med at få natur og hjemmehørende arter med ind i projektet. Ud over Villerup er flere andre klimapartere med i projektet: Skallerup Seaside Resort, Vrå Dampvaskeri, Exponet og Aurion.

En anden klimapartner har også gang i en ansøgning – det er Vrejlev Møllegård. Også her ved vi at flere af jer er med. Det er dejligt, at I er med på den måde til at støtte op om den grønne omstilling og de lokale projekter.

Se mere om projekterne her: Information om solcelle- og vindmølleprojekter | Hjørring Kommune

 

2026 - som vi kender det nu

 Næste klimapartnerskabsdag bliver d. 6. marts 2026 – så sæt allerede nu kryds i kalenderen

 

I 2026 og 2027 skal klimahandlingsplanen revideres. Det betyder ikke at vi gentænker alt – Den store Klimarejse lever videre.

Det afgående byråd har i december fået en samlet status på arbejdet med klimahandlingsplanen. Det går fremad, vi er godt i gang på langt de fleste af de 123 handlinger, som klimaplanen indeholder. Der er en stolthed over klimapartnerskabet.

Det afgående byråd sender arbejdet med en ny klimahandlingsplan videre til det nye byråd. Temaer for en revideret klimahandlingsplan kunne måske være: Grøn erhvervsudvikling, Et nyt landkort, Hjørring borger – verdensborger og Partnerskaber for handling.

Er der allerede nu noget, du gerne vil bidrage med eller har ideer til, så tøv ikke med at kontakte os. Vi tænker også, at den nye klimahandlingsplan på en eller anden måde bliver en del af klimapartnerskabsdagen i marts.

Vi er nu mange klimapartnere – det er vi superglade for. Det betyder også, at det bliver sværere at kende hinanden.  I starten af det nye år modtager I en opdateret kontaktliste, suppleret med korte resumér af jeres aftaler. Det håber vi på vil gøre det lidt lettere for jer at søge inspiration, samarbejdspartnere og viden blandt hinanden.

 

Åbne tilbud til jer

Vi skal også ud med klimavognen i 2026. Har I et arrangement eller event hvor I tænker at klimavognen kunne indgå, så kontakt os. Så finder vi ud af, om det er muligt.

Har I brug for at give jeres medarbejdere, elever eller kunder inspiration til nye klimavaner, så er det muligt at afholde et Vanebrudsarrangement. Det handler om at give inspiration til at ændre klimavaner - egne og i fællesskabet. Målet er at gøre os lidt mere klimakloge og blive udfordret på en vane eller to og opdage, at man sagtens kan leve et godt og samtidig klimavenligt liv.

Ring /skriv endelig til os, hvis det er noget I synes lyder spændende.

 

Husk

Følg Den Store Klimarejse på LinkedIn og Facebook, hvis I ikke allerede gør det.

Kontakt os – som altid – hvis I har spørgsmål, ønsker, idéer, en god klimahistorie eller noget andet.

 

Mange jule-klimahilsner fra os alle - jeres klimapartner, Hjørring Kommune