Grønne initiativer blomstre på Hjørring Gymnasium

og de grønne løsninger integreres i uddannelsen og i driften.

Publiceret 06-12-2024

Klimaet spiller en central rolle på Hjørring Gymnasium, STX & HF, hvor elever og ansatte sammen tager del i den grønne omstilling. Samtalen med gymnasiets Grønne Råd afslørede et stærkt engagement på tværs af elevråd, undervisere, teknisk personale og bestyrelse. Det er tydeligt, at bæredygtighed er forankret i både drift, undervisning og de studerendes hverdag.

Gymnasiets bygningsdrift er optimeret til at være så grøn som muligt. Energiovervågning på stort set alt sikrer, at fejl hurtigt opdages, og i 2024 blev solceller installeret på skolens tag. Solcellerne producerer ikke kun lokal, grøn strøm – de fungerer også som læringsredskaber i undervisningen, hvor eleverne får indsigt i vedvarende energi og dens betydning.

På skolens udendørsarealer er biodiversiteten i fokus. Områder med vild med vilje skaber levesteder for insekter, og frugttræer samt bistader er tilføjet for at fremme både grøn læring og lokalt liv. Især bierne er blevet en del af undervisningen, hvor eleverne lærer om både pasning og de mange anvendelsesmuligheder for honning og bivoks.

Det Grønne Råd har skabt initiativer som 5 fede dage – en temauge med daglige klimatemaer: Mad-Mandag, Tøj-Tirsdag, Off-Onsdag (ingen digitale enheder), Transport-Torsdag og Fest-Fredag. Aktiviteterne har været elevdrevne og bidraget til at øge bevidstheden om bæredygtige valg i hverdagen.

Gymnasiets årlige julemarked har også fået et grønt twist. Genbrug er i fokus, og eleverne kan lave julepynt af gamle bøger eller indpakke gaver i genbrugsmaterialer.

I 2024 blev gymnasiet en del af den nationale klimahandledag og planlægger at gentage succesen i 2025. Skolen er også aktiv i samarbejder, bl.a. gennem et projekt om grøn innovation, der er støttet af midler fra 2024 og 2025. Projektet har bl.a. ført til partnerskaber med andre klimapartnere som Skallerup Seaside Resort, og elevernes resultater præsenteres på Naturmødet.

Sidst men ikke mindst deltog omkring 80 elever i Ryk Klimaet under Klimafolkemødet i Middelfart. Flere elever deltog i en paneldebat sammen med repræsentanter fra Ungeklimarådet – en oplevelse, der tydeligt viser, hvordan Hjørring Gymnasium inspirerer unge til at tage klimaansvar både lokalt og nationalt.

Hjørring Gymnasium er en klimapartner, der viser, hvordan grønne løsninger kan integreres i en uddannelsesinstitution – og hvordan unge kan være drivkraften i fremtidens bæredygtige udvikling.

Læs Klimapartnerskabsaftalen her:
Hjørring Gymnasium. STX & HF

Hvis du ønsker at læse mere om hvad det vil sige at være klimapartner kan du klikke her, og ønsker din virksomhed/institution at blive klimapartner kan du klikke her.